Det lyder indviklet, men det er reelt lige til. Vi skal være bedre til at få tingene til at hænge sammen.
Man hører ofte begreber som “borgeren i centrum”. Det lyder super godt på papiret, men derude i virkeligheden hvor de fleste af os befinder os, og har gjort det som erhvervsaktive i over 30 år, der ender det i skemaer og kontrol. Hvorfor? Mit bud er fordi vi har glemt at give ansvar til dygtige medarbejdere og have tillid til at de passer deres arbejde. Vi er gået fra tillid til kontrol. Hvorfor? Fordi det så er lettere at placere et ansvar, den dag der er noget der går galt.
Kan vi så altid undgå at noget går galt? Nej det kan vi ikke, men vi kan dræbe alt der indeholder begejstring, initiativ og livsglæde. Vi kan dokumentere, men vi samskaber ikke. Det gør vi når vi viser tillid og giver ansvaret videre og vigtigst af alt, tilgiver når noget går galt.
Sund fornuft og ærlig omtanke, skal tilbage på 1. pladsen. Ledere skal lede og have et ledelses rum. Det hedder ledelses ret og pligt. Det er så simpelt. Ledere har retten til at lede og de har pligten til at gøre det. Hvis noget så går galt, og det vil det gøre, så lærer man af situationen, retter op, og kører på igen.
Men vi har igennem mange år skabt nogle andre rammer. Vi har skabt et kontrolsamfund, hvor vi måler og vejer, dømmer og irettesætter. Og har det så været en fordel, måske i nogle sammenhænge, men i andre, bestemt ikke set med mine øjne.
Det vi selv har skabt kan vi skabe om igen. Som jeg ser det er det tid til politisk samskabelse, hvor vi skaber rum for at nedbryde de traditionelle søjler og sikrer, at den viden der findes i søjlerne sættes i spil, på tværs. Det hvor det giver mening og der hvor det netop er samskabelsen, der giver det bedste resultat.
Hvem har så ansvaret hvis det går galt? Så er det jo blevet en gråzone hvem der har ansvaret? Ja – men jeg tager gerne det ansvar, og tænk nu hvis det går godt og vi giver borgerne et lettere og bedre liv med mere indhold. Tænk nu hvis vi giver medarbejderne bedre arbejdsforhold og derved kan tiltrække yderligere kvalificerede medarbejdere, der gerne vil kunne præge deres hverdag. Tænk nu hvis vi skaber en succes.
Ingen går på arbejde for at tingene skal gå galt. Med den grundforudsætning er det tid til at gå nye veje. Og ikke kun skrive at vi sætter borgeren i centrum, men reelt gør det i virkeligheden og i hverdagen, hver eneste dag.
Jeg vil med stor glæde bringe disse tanker ind i det strategiske arbejde i Lolland Kommune og bede direktionen om at komme med deres bud på hvordan det kan gøres i praksis. Vi har i 2020 gjort forsigtige forsøg i Sundhed på Tværs. Et initiativ der er besluttet af byrådet dog uden videre ressourcer tilrådighed. Nu er det tid til at ville det i virkeligheden og sikre at de nødvendige ressourcer er tilrådighed både medarbejder ressourcer og klingende mønt. Jeg vil ikke et øjeblik være bange for at tage det ansvar og stå på mål for beslutningen. Men det tager tid at vende en supertanker. Og resultaterne kommer ikke fra den ene dag til den anden. Tanken om at gå fra reparation til forebyggelse er vejen frem. Det kræver økonomi og hvis man ikke har den, kræver det prioriteringer. I en overgangsperiode vil det gøre ondt, men sådan er livet nogen gange, og hvis det er det der skal til for at bryde et mønster, må vi finde en vej at gå den i fællesskab.
Dialogen skal tages med medarbejderne i kommunen på alle niveauer. Deres faglige dygtighed og indsigt vil sikre at vi scorer det ene mål efter det andet, når først vi har sat en ny kurs.
Og de mange eksterne evalueringsrapporter, der måler på “håndplukkede historier”, dem kan vi i min verden læse en anden dag.
Livet leves af levende mennesker.