Byrådet holder ferie i juli måned. Det gør udvalgene også. Som formand for fritid og kultur, ser jeg ikke ind i ferietid. Jeg har dagligt oplevelser da kulturen, fritiden og sommerlandet hænger sammen.

I dag har jeg besøgt Helge i Sandby. Og allerede i døren bliv ordet ÆLDRESTYRKE introduceret til mig. Skønt ord, der dækker over et stort potentiale. Jeg vil lægge hovedet i blød, for hvordan vi i Lolland Kommune kan blive endnu bedre til at bakke op og sætte i spil.

Reelt er det jo den gamle tanke om glasset der er halvt fyldt eller halvt tomt. Er de ældre en styrke eller en byrde. Ordet ældrebyrde kender vi, men ordet ældrestyrke kan bare noget helt andet, og i den virkelige verden er der en kæmpe styrke blandt de ældre der er helt ude af arbejdsmarkedet, eller som måske er delvis på vej ud af det.

Styrken ligger i at mange bliver frivillige. Frivillige i foreninger. Frivillige på ældre centre. Frivillige naturvejledere eller noget helt 4.

Med det at være ældre ligger også erfaring. Og hvis man som ældre borger har mod på at dele ud af sin viden og erfaring kan vi bruge denne rigtig mange steder. Normalt hører vi især om to grupper i Lolland kommune. De ældre som vi får flere af, og de yngre der står uden for arbejdsmarkedet, fordi de af den ene eller anden grund ikke kan bestride et normalt job. Begge dele er udfordringer for den i forvejen slunkne kommune kasse. Men hvis nu de ældre kommer med styrke og erfaring, og hvis de nu kunne kobles sammen med de lidt svagere yngre mennesker der står uden for arbejdsmarkedet, så kunne vi måske finde en ny model for at gøre borgerne arbejdsmarkedsparate.

Vi ved at der er dokumenteret viden for at mennesker med fx angst kan få det bedre ved at deltage i små fællesskaber med fokus på fx billedkunst eller musik. Vi ved at naturen kan heale mange mentale sår. Vi ved at mennesker med et langt levet liv foran sig som oftest hviler godt i sig selv men dog kan blive ensomme. Hvorfor kobler vi ikke disse to grupper til hinanden? Hvorfor trækker vi ikke også på de frivillige ressourcer her, som vi gør det så mange andre steder.

Min bekymring kan ligge i noget så simpelt som transport. Der kører ikke busser fra A til B så de to grupper kan ikke mødes. Man tænk nu hvis den fleksbil det koster at sikre at de to målgrupper kan mødes er en lille bitte investering i forhold til at få flere personer til at fungere bedre, her og nu, og på sigt måske kan gøre en borger parat til et ordinært job i en tid hvor vi de næste 10 år kommer til at mangle hænder, både i relation til byggeprojektet med den faste forbindelse og derved også hos alle lokale håndværksmestre, men også job inden for social- og ældre pleje. Tænk hvis vi kunne give borgerne et rigere liv både på kort og længere sigt.

Dette kunne jeg godt tænke mig at udfordre politisk. Jeg ville gerne vide hvor stenen kommer ind i skoen, så vi i fællesskab kunne hjælpes med at tage dem ud igen.

Ældrestyrken vil vokse i fremtiden. Derfor er det vigtigt at vi får overblik over det potentiale den indeholder så vi kan sætte den bedst muligt i spil til gavn for fællesskabet.