Bragt i Folketidende, den 31. juli 2025.
Kære Jørgen Hansen
Tak for dit svar og for din refleksion over, hvordan vi taler til og med hinanden – også på skrift.
Poul ’PH’ Henningsen har engang skrevet en vise om, hvor mange måder man kan sige ”nå” på. ”Nå” kan være et fyldord, et forbavselsens ord, et frygtens ord eller – som du foreslår – arrogancens ord.
På et tidspunkt, hvor der kom mange mails med ændringer, ministerhøringer og sager til Ankestyrelsen, udtrykte jeg et undrende ”nå” til Folketidendes journalist. Her er avisens papir taknemmeligt, for hverken du eller de andre læsere har kunnet høre tonefaldet, min tøven eller sammenhængen på skrift. Og undren ligger i min verden langt fra arrogance.
Vi to har vist aldrig hilst på hinanden ansigt til ansigt. Jeg er aldrig før blevet beskyldt for at være arrogant. Tværtimod. Jeg er derimod vedholdende og beslutsom, og derudover er jeg udstyret med en stor ansvarsbevidsthed. De tre egenskaber kan tilsammen få mig til at virke bombastisk – især hvis man ikke er enig i den linje, som jeg står bag sammen med et flertal i byrådet.
Mit budskab er netop, at vi skal tale ordentligt og respektfuldt til og om hinanden. At gøre noget personligt hjælper ikke på en politisk sag, hvor uenigheden hersker. Her, synes jeg, man skal holde sig til argumenterne. Jeg kan forstå, at man bliver godt frustreret over, at noget i ens hverdag ændrer sig, og især når man ikke kender det endelige udfald. Det er helt menneskeligt. Men verden er i opbrud, vi lever i forandringernes tidsalder, og vi kommer alle sammen til at mærke, at i morgen ikke er som dagen i går.
Vi bliver flere ældre borgere med mere end en skavank. Vi bliver færre unge borgere til at hjælpe og holde hjulene i gang. Befolkningen trækker mod de store byer, om end der også er nogen, som flytter ud til det frie liv på landet og øer. Den udvikling kræver, at vi tilpasser os virkeligheden. Hvem ved, hvordan Lolland ser ud i 2050?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at, min barndomsby, Bandholm, i 1970’erne havde to hoteller, fire købmænd, en skrædder, to frisører, egen læge, to pengeinstitutter, en brodeributik, et møntvaskeri, en slagter, udsalg med frisk fisk på havnen, en havnespeditør, et frugtlager på Strandtofte og meget, meget mere. Handlen og bosætningsmønstrene har ændret sig, og vi kan ikke opretholde et højt beredskab og serviceniveau i et blindt håb om, at 1970’ernes virkelighed kommer tilbage.
I takt med, at vi ser en udvikling og et nyt behov, kan vi som kommune understøtte dette, men til den tid kan det være, at det er helt andre løsninger, der er brug for, end dem, vi kender i dag.
Indtil vi ser den udvikling og det nye behov, er målet stadig to færger til tre øer. Det kræver, at alle færger kan sejle til alle øer. Det kræver, at den samlede besætning kan sejle de forskellige færger. Og det kræver, at vores færgelejer bliver opdateret. Inden sommerferien blev det på byrådsmødet besluttet at igangsætte alt dette til projektering.
Så lad os holde fast i argumenterne og være uenige med respekt. Lad os huske, at man kan sige ”nå” på mange måder. Nogle gange som en pause, som en undren, eller som en tøven, mens man lytter eller en lytten. Og nogle gange bare fordi, der er behov for at trække vejret, mens man leder efter sit næste argument.