Bragt i Folketidende, juli 2025.

Sommeren er normalt tid til ro og eftertanke. Jeg har lagt arbejdet på hylden for en stund, men tankerne slipper ikke helt politikken – og det skal de heller ikke. Kommunevalget nærmer sig, og endnu et vanskeligt budget venter i Lolland Kommune efter ferien.

Denne gang bliver valget noget særligt. Nye partier og lister stiller op, og mange nye ansigter hos alle partier og lister – en del udbrydere fra etablerede partier – melder sig også på banen. Som gruppeformand i Venstre ser jeg det som en vigtig opgave at introducere nye kandidater til, hvad det vil sige at være en del af et byråd: Hvordan man samarbejder, hvordan man finder løsninger, og ikke mindst hvordan man opfører sig. Politik handler ikke om at være enig. Tværtimod. Hvert parti har sit eget værdimæssige ståsted. Men det er i mødet med uenigheden, vi skal finde løsninger, der fungerer for hele kommunen.

Vi skal sikre balancerede beslutninger for både unge og ældre, land og by, store og mindre øer. Hvis jeg selv må pege på en gruppe, der fortjener særlig opmærksomhed, så er det de ældre. Ikke fordi de nødvendigvis har mere behov end andre, men fordi de har ydet deres. Det er generationen, der opbyggede vores velfærd. De smøgede ærmerne op, de rykkede sammen i bussen, og de spurgte: Hvad kan jeg bidrage med? – ikke: Hvad kan jeg få?

De ældre fortjener, at vi skaber trygge rammer og frihed til at bestemme over deres eget liv. Det er en af grundene til, at jeg gik ind i politik i 2017. Men naturligvis er der mange andre områder, der kræver politisk prioritering, og som vi arbejder seriøst med. Når flertallet i byrådet har sat en retning, er det administrationens opgave at føre den ud i livet.

Men netop her oplever jeg en udfordring: den politiske tone og debatkultur. Uenighed er sund. Uenighed skaber dynamik. Men jeg undrer mig over, hvor ofte kritikken bliver sur og destruktiv – en kritik for kritikkens egen skyld – i stedet for konstruktiv og engageret. Hvorfor pege fingre ad hinanden i stedet for at pege på en alternativ retning fremad? Hvor bliver de konkrete, realistiske forslag og nye idéer af?

En demokratisk debat bliver stærkere, når vi diskuterer visioner og løsninger, ikke bare fejl og forargelse. Jeg ønsker mig en politisk samtale, hvor vi ikke blot siger, hvad vi ikke vil, men hvor vi også tør sige, hvad vi vil. Helst med ærlige svar på, hvad det betyder i praksis for os alle sammen som borgere i Lolland Kommune.

Her vil jeg gerne give ros til Enhedslisten i Lolland Kommune. De melder klart ud, at de vil bruge færre penge på anlægsinvesteringer og erhvervsudvikling og i stedet satse på borgernær service. Det er tydelig politik, som man kan forholde sig til – og være uenig i. Som medlem af Venstre mener jeg netop, at vi skal investere i erhvervsudvikling og anlæg, fordi det skaber vækst, tiltrækker borgere og virksomheder, og dermed giver os en mere bæredygtig økonomi. Samtidig kan det lånefinansieres og ikke kun er en driftsudgift. Jeg respekterer Enhedslisten, deres mod til at pege på en alternativ retning, men tror ikke på, at det er den rigtige vej til at gøre Lolland Kommune stærkere.

Jeg kunne godt ønske mig, at flere partier og lister på samme måde ville melde deres politiske retning ud i stedet for bare at kritisere. Hvad vil I konkret gøre anderledes? Hvad vil I have mere af – og hvad vil I have mindre af? Hvor skal vi øge serviceniveauet, og hvor skal vi reducere det? Hvor skal kommunen være mere aktiv, og hvor skal den træde et skridt tilbage? Hvor skal borgerne tage mere ansvar selv, og hvor skal kommunen tage over? Hvor skal vi give frihed, og hvor skal vi styre med fast hånd?

Det er de spørgsmål, vi bør diskutere frem mod efterårets budget og kommunalvalget. Ikke i overskrifter og slogans, men i konkrete og realiserbare løsningsforslag, der passer til Lolland Kommunes virkelighed. Hvis vi kan det, tror jeg, at de næste fem måneder frem mod valget kan blive en tid med idéudveksling, inspiration og ægte dialog, både blandt borgere og kandidater.

Men det kræver, at vi hjælper hinanden væk fra den “sures stol”, og at vi giver plads til respekt, nysgerrighed og nuancer. Politik bliver stærkest, når den er konstruktiv. Når man ikke kun ser splinten i modstanderens øje, men også tør kigge på bjælken i sit eget.

Skal vi ikke tage det alvorligt og få ordentligheden tilbage på sporet?