Venstre Lolland stiller igen med et stærkt kandidathold, der er klar til at løfte opgaverne i en kommune, hvor mulighederne aldrig har været større. Vores pejlemærker er frihed, fællesskab og fælles ansvar, og vi tror på, at fremtiden formes lokalt.
Venstre er et frihedsparti, og hver kandidat har derfor sine egne mærkesager ud fra deres store lokale kendskab, geografi og interesser. Vi er gået sammen om at fokusere på fem indsatser, der i de kommende år skal løfte Lolland Kommune.
Vores fem indsatser er:
- En kommune, der er til for borgerne – og ikke omvendt
Mennesket og virksomheden må aldrig bare være en brik i systemet. Vi skal fokusere på forskelligheden mellem mennesker og sørge for, at borgerne bliver behandlet forskelligt for at blive behandlet ens. Det betyder, at kommunen skal kommunikere ordentligt, klart og tydeligt – ikke mindst til de frivillige ildsjæle og foreninger, der skaber værdi for os alle. - Energiproduktion på Lolland skal være til gavn for de lokale borgere og etablerede virksomheder
Der bliver brug for mere grøn energi på Lolland i de kommende år. Vi skal sikre, at nye energikilder er med til at øge udviklingen, skabe lokale jobs og øge værditilvæksten i de lokale virksomheder. På den måde sikrer vi, at energiproduktionen bliver til gavn for lokale borgere og virksomheder. - Øer, land og by skal være i bedre balance
Der skal være en bedre balance og mulighed for indflydelse, når man bor i Lolland Kommune. Vi skal arbejde for, at borgerne får større indflydelse både på politiske beslutninger og i eget liv. Vi skal gentænke den måde, vi fordeler ressourcerne på lokalt. Stordrift må aldrig vinde, fordi andre værdier er vigtigere end pris og besparelser. - Mere indflydelse til civilsamfundet
Det skal være nemmere at være frivillig i Lolland Kommune. Kommunen skal yde hjælp til administration, der er bøvlet, så de frivillige kan fokusere på at skabe værdi og møde andre mennesker. Det lokale demokrati skal udvikles med nye lokalråd eller initiativråd, der fungerer som høringsorganer på samme måde som andre råd og nævn i kommunen. - Lolland er et nyt internationalt område, og det skal vi få til at blomstre
Lolland er Nordens port til Europa, og om få år åbner Femern Bælt tunnelen til gavn for virksomheder og borgere. Vi har allerede fået mange nye, internationale tilflyttere. Vi skal derfor have flere internationale tilbud til borgerne og til gavn for de lokale virksomheder.
Om prioriteringer
Venstre Lolland har altid kæret sig om hele kommunen. Vores politik tager udgangspunkt i de mennesker, der kan og vil.
Vi ønsker at skabe og udvikle lokalområder med de lokale, som bedst selv kender deres behov og ønsker. Det hjælper os til at finde nye og kreative løsninger via stærke fællesskaber, og det giver borgerne mere indflydelse på deres eget liv og egen hverdag.
Lolland og Venstre drives af ildsjæle. Man skal ikke vente på kommunen – og netop derfor ønsker vi at udvikle og fastholde de stærke fællesskaber. Vores vigtigste opgaver i byrådet er at sørge for, at kommunen bakker op og sikrer, at gode rammer er til rådighed.
Som gruppeformand og spidskandidat er mit fokus på hele kommunen, fra øst til vest, fra nord til syd. Med et stærkt kandidathold er det også vigtigt at dele opgaverne, så de borgerlige-liberale værdier og tanker slår stærkt igennem på alle fagområder. Du kan møde det samlede kandidathold og læse deres mærkesager på www.venstre-lolland.dk.
Mine primære mærkesager, der har fulgt mig siden mit første valg i 2017 og stadig ligger mit hjerte nært:
Ældrepolitik
Der skal etableres moderne plejehjemsfaciliteter i Lolland Kommune. De skal være med til at sikre, at ægtefæller kan blive sammen så længe som muligt. Centrene skal være gearet til ældre med komplekse sygdomsforløb, og en rask ægtefælle skal kunne flytte med eller deltage ved måltider.
Der skal bygges seniorvenlige boliger, dvs. flere boligområder med lav, tæt beboelse, i Lollands tre største byer. Det vil skabe sunde fællesskaber for de ældre borgere.
Vi skal tage moderne, teknologiske løsninger i brug, som kan være med til at frigøre hænder i ældresektoren.
Det skal være attraktivt at være frivillig, både hvis man er organiseret gennem frivilligcentret eller som selvorganiseret. Kommunen skal understøtte frivilligheden, så ældre borgere kan få flere oplevelser.
Sundhed, kultur og frivillighed
Vi skal sikre, at alle børn får et kulturpas til kulturelle oplevelser i Lolland Kommune. Dannelsesryggen skal udbygges til også at indeholde et sportsspor. Det vil være med til at introducere børn og unge til foreningslivet.
Sundhed på recept skal styrkes yderligere både inden for demensdans, KOL-kor, psykisk kor eller billedkunst. Her er Lolland Musikskole en fantastisk brobygger på tværs af mennesker med forskellige behov. Frivillige foreninger skal tilbydes en bestyrelsesuddannelse via de frie kulturmidler.
Med afsæt i den nye sundhedsreform skal sundhed blandt borgerne have en højere prioritet, end tilfældet er i dag. Det skal ske gennem overskriften SUND Lolland. Befolkningssammensætningen på Lolland er kompleks, og der skal være et bedre samspil mellem stat, region og kommune, så ingen borgere falder mellem to stole.
Vi skal bygge en Kulturbro mellem de nye internationale borgere og dem, der har boet på Lolland i mange år. I øjeblikket etablerer mange internationale borgere deres egne fællesskaber i stedet for at tage del i de eksisterende. Kulturbroen skal være tilbud, som formidles og gennemføres på andre sprog, så man kan lære fx engelsk, tysk, dansk eller spansk, mens man går til sport eller som en del af ens arbejde. Sprogskolen skal tænkes ind alle de steder, det er muligt.
Der skal skabes levende bymidter med kulturlegepladser, hvor børn, unge og voksne både kan se og røre ved kulturen.
Vi har mange initiativrige og engagerede mennesker i Lolland Kommune både inden for sport og kultur. Derfor skal der udvikles initiativ- eller lokalråd, der skal organiseres og understøttes af en professionel og dedikeret landdistriktskoordinator.
Kommunens bygningsmasse skal fortsat optimeres, så den bliver bæredygtige og understøtter den lokale befolkningssammensætning. Det skal være nemmere for de lokale borgere at overtage og drive de tidligere kommunale bygninger.
Klima, teknik og miljø
De kommunale veje og grønne arealer skal i udbud for at sikre en bedre drift. Kontrakter med eksterne leverandører skal være fleksible.
Vi skal sikre en hurtigere sagsbehandling i kommunen, især for mindre sager, der skal have et Fast-Track, så der hurtigere kan blive truffet en beslutning.Vi skal sikre en langsigtet udvikling med store lokalplaner, men det må aldrig være på bekostning afden eksisterende erhvervsudvikling eller borgernes behov.Vi skal arbejde med den grønne trepart for at sikre en multifunktion arealanvendelse. Eksempelvis kan der være vild natur, grønne energikilder og lavbundsudtagning på samme arealområde. Opstilling af nye, vedvarende energikilder skal altid være til gavn for borgerne og skal sikre arbejdspladser i kommunen. Arealanvendelsen skal have en højere prioritet i byrådet, da kampen om arealerne også omfatter vand-parkering ved styrtregn og stormflod.
Hele beredskabsområdet skal have større opmærksomhed, og det vigtige samarbejde mellem Lolland-Falster Beredskab og kommunens eget beredskab skal prioriteres. Inden for dette område er de frivillige kræfter også afgørende, og det vil Venstre Lolland arbejde for bliver understøttet og videreudviklet.
Efterskrift til mine mærkesager
Lolland Kommune står midt i forandringernes tid, og det er vigtigt, at vi som politikere og byråd formår at prioritere sagerne, så der ikke sker en overophedning af sagsbehandlingen i kommunen. Vi har store dagsordener, der tager mange kræfter i og omkring Rødbyhavn samt ved Stensø og Nakskov Havn. Samtidig skal vi sikre, at de reformer, der kommer fra Christiansborg, kan finde vej ind i Lolland Kommune – eksempelvis inden for beskæftigelsesindsatsen og velfærden, som er de helt borgernære politikområder.
Vi står over for en sundhedsreform, en ældrereform og arbejdet med den grønne trepart. Disse store indsatser kommer til at tage mange kræfter i administrationen i den kommende tid. Politisk ansvarlighed er afgørende for, at alle indsatserne til sammen bliver en succes.
Sagt på anden vis, det er ikke nok at tænde det lange lys og lave reformer, der rækker 15-20 år ud i fremtiden. Som lokalpolitiker skal man både kunne se med det lange og det korte lys, og man skal sikre det nære hverdagsliv – det er afgørende for de mennesker, der bor i kommunen lige nu. Sammen med borgerne skal vi skabe en kommune, der virker på den korte bane, og som lægger sporene ud til de lange, seje træk. Det er ikke enten-eller – det er både-og.
Den opgave kræver et menneske i spidsen, der har et godt overblik og en ægte interesse for opgaverne, både i det korte og lange lys. En politisk leder, der har et ægte ønske om samarbejde med afsæt i den forskellighed og den viden, vi bringer med os hver især, og som er nysgerrig på de udfordringer, som kommer til os, men som ikke behøver at bringe os i affekt.
Med dette ønske stiller jeg mig til rådighed som borgmesterkandidat for Venstre Lolland – jeg tror på, at fremtiden formes lokalt, og at vi står stærkest, når vi gør det sammen!