Lad os slippe Lolland løs med et §17.4-udvalg

Af Henrik Høegh, formand for Venstre Lolland, & Tine Vinther Clausen, spidskandidat og gruppeformand for Venstre Lollands byrådsgruppe. Bragt i Folketidende, juni 2025.

I Venstre tror vi på borgernes evne og vilje til at tage ansvar. Det frie initiativ er grundstenen i vores liberale tilgang til politik: Mere frihed, mere tillid og mere indflydelse til dem, det hele handler om, nemlig borgerne. Derfor er det på tide, at vi efter efterårets kommunalvalg tager det næste skridt og etablerer et §17, stk.4 -udvalg i Lolland Kommune med fokus på demokrati, inddragelse og samskabelse.

Allerede i 2017, da Tine Vinther Clausen første gang stillede op til byrådet, var det målet at styrke dialogen mellem borgere og politikere. Det var ønsket at sikre, at vi i kommunen arbejder på tværs af fagudvalg og ikke i søjler. Som daværende formand for Fritids- og Kulturudvalget havde Tine Vinther Clausen store ambitioner, og initiativet Sundhed på Tværs blev sat i gang. Det skabte samarbejde, men det viste også, at det kræver både et solidt organisatorisk fundament og dedikerede kræfter at få samskabelse til at lykkes i praksis.

Vi introducerede også idéen om landsbyklynger – et forsøg på at lade civilsamfundet definere deres egne løsninger med egne midler uafhængigt af de stive kommunale rammer. Det lykkedes ikke som ønsket, men erfaringen bekræftede os i noget vigtigt: Vejen frem går gennem tillid, samarbejde og inddragelse. Ikke gennem topstyring og silotænkning.

Samskabelse er ikke en trend – det er en nødvendighed
Ved sidste kommunalvalg lykkedes det os i Venstre at fastholde fem mandater, der både repræsenterede kontinuitet og nye kræfter. Vi fik ikke flertallet, som vi ønskede, men vi fik indflydelsen. Nu hvor det næste kommunalvalg nærmer sig, ser vi en ny dynamik vokse frem: Nye lister, nye partier og nye idéer. Det hilser vi velkommen. Men vi siger også: ”Kom nu! Lad os tage ansvar og føre dialogen videre dér, hvor vi slap!”

I vores seneste valgprogram fra 2021 skrev vi, at vi ønskede at nedsætte et §17, stk. 4-udvalg bestående er borgere, administration og relevante eksperter. Dengang var fokus på den grønne omstilling og borgernes mulighed for lokalt ejerskab af energianlæg. Siden har vi gjort fremskridt, men vi mener fortsat, at vi bør gå længere end de eksisterende politiske principper og give reel indflydelse til borgerne.

Det handler ikke om symbolpolitik. Det handler om at tage borgernes idéer alvorligt, ikke efter vi har besluttet noget, men før. Derfor ønsker vi en ny platform, hvor borgerne ikke bare bliver hørt, men hvor de bliver inddraget som reelle medspillere.

Civilsamfundet er nøglen
I en nylig artikel i Kommunen.dk lød overskriften: ”Kommuner kan ikke løse mistrivsel alene – civilsamfundet bliver en nøglespiller.” I Venstre kunne vi ikke være mere enige. Politisk ejerskab og reelt engagement er første skridt. Inddragelse skal ikke være en tjekliste til borgermøder, men en helt ny måde at udvikle vores kommune på. 

Vi har allerede mange gode råd og nævn i Lolland Kommune – men får de reelt indflydelse? Bliver de inddraget tidligt nok i beslutningsprocesserne? Får vi politikere aktiveret deres viden og engagement? Det tvivler vi på – og derfor siger vi i Venstre, at tiden er inde til at tænke nyt og bredere.

§17, stk.4 – en ramme for fremtiden
Der ligger en mulighed i at oprette et såkaldt §17, stk. 4-udvalg. Det ikke særligt mundrette navn dækker over et udvalg bestående af borgere fra civilsamfundet med et særligt fokus. Andre kommuner har oprettet civilsamfundsudvalg, der skaber retning og forankring. Det samme bør vi gøre i Lolland Kommune. Det kunne eksempelvis være et udvalg med fokus på samskabelse omkring ensomhed, trivsel, ældres vilkår, klima, energi eller arealanvendelse – eller en blanding af flere emner. Mulighederne er mange, behovene er store.

Samskabelsen skal være forankret i hele byrådet. I Venstre har vi en ambition, men vi ved, at det kun kan lykkes, hvis vi løfter i fællesskab.

Et stærkere demokrati begynder her
Vores demokrati forandrer sig hele tiden. Flere melder sig ud af partier og ind i nye. Flere engagerer sig digitalt. Vi skal derfor finde nye måder at forbinde beslutningstagere og borgere. Et §17, stk. 4-udvalg kan være netop den bro, der er brug for. Venstres kandidater taler alle for større dialog med foreninger og møder med nye potentielle samarbejdspartnere.

Håb er ikke en strategi. Vi står over for en række alvorlige samfundsudfordringer, men vi står først og fremmest med et enormt potentiale i vores lokalsamfund. Fra præsten i landsbyen til direktøren i den lokale virksomhed – der er ressourcer, viden og engagement, som vi kun får i spil, hvis vi tør åbne døren til beslutningernes arnested og inddrage borgerne.

Kom nu! Tiden er inde til at skabe unikke rammer for vores lokale demokrati og samskabelse. Ikke som en undtagelse, men som et princip.

Lad os starte hér – på vej ind i valgkampen. Ikke med færdige løsninger, men med ægte nysgerrighed og vilje til at lytte. Venstre er klar. Er du?