I dag har vi stemt. 

Netop i dag er der en uge til valget, men hvorfor står jeg egentlig på stemmesedlen? Skyldes det, at jeg ser muligheder, eller søger jeg magten?

Der er mange, især på sociale medier, der ser magten isoleret, men reelt er det samarbejdet blandt byrådets medlemmer, der fylder mest og heldigvis for det. Vi repræsenterer hver især et liv, nogle erfaringer, et netværk, og alt det bliver til vores holdninger. 

For mig er det vigtigt at være en del af et parti, der også har en stemme på Christiansborg. For andre er det vigtigt at have en helt lokal forankring og tilmed på meget lokale og enkeltstående mærkesager. Intet er mere rigtigt end det andet. Det handler om, hvordan man bedst muligt får det, man står for igennem.

Her er ens eget indre kompas vigtigt. Jeg studser over, hvordan andre mennesker oplever mig – mennesker, jeg aldrig har mødt ansigt til ansigt, skrevet med, og måske bor de ikke engang i kommunen. Andre mennesker, som jeg troede, at jeg kendte godt, og vidste, hvad stod for, overrasker mig pludselig med opråb, frustrationer og grimme ord på de sociale medier.

Som ofte er det ikke over generelle sager, der rammer mange mennesker, men over egne, personlige frustrationer, hvor livet har ramt dem, men hvor kommunen og derved politikeren kan blive skydeskiven. 

Der er mange ting, der er triste, og man kan lade sig frustrere over mangt og meget, men det er ikke derfor jeg er gået ind i politik. Jeg kan sagtens se, at dem, der har væsentligt andre politiske overbevisninger end mig og Venstre, synes, vi er helt væk af skiven. Det er jo helt naturligt og meningen med politik. Vi ser verden fra forskellige vinkler, og vi griber opgaven an på forskellig vis. 

Men det løser man ikke ved at slå på hinanden verbalt. Det udvikler man ved at tale sammen som mennesker. Lytte efter forskellighederne og søge at finde fællesmængden. Det er dér, byrådet og politikerne kan sætte retning for kommunen. Det er ikke én, der får ret – det er summen af det, vi kan enes om, der bliver resultatet. Det er sådan, et demokrati virker, og det skal vi værne om.

Og ja – når man er gruppeformand, er man ofte den, der tegner butikken. Det samme gælder, når man er udvalgsformand. Men før jeg rejser mig i byrådet og fortæller, hvad vi er nået frem til, så har der været utallige møder både i Venstres byrådsgruppe og ofte også med bestyrelsen. Vi taler om det, før vi mener noget. Det samme gælder i fagudvalget. Hvis jeg udtaler mig på udvalgets vegne som formand, så har vi talt om det inden. 

Sagt på anden vis: Samtalen mellem de folkevalgte er den løsning, vi kommer frem til. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at se, når man kun ser beslutningen og ikke har adgang til alle mellemregningerne. Og jeg ville ønske, at vi kunne finde en form, hvor flere kunne se ind i maskinrummet og få en bedre forståelse.

Så for mig handler politik især om mennesker. Om evnen til at samarbejde og lysten til at forandre. Om at se muligheder og om at tage ansvar. Det har jeg gjort i de 8 år, jeg har været i byrådet, og jeg er klar til at gøre det i 4 år mere. Jeg accepterer præmissen om at blive beskyldt for lidt af hvert på de sociale medier, og jeg glæder mig over, at jeg har min fars lyse sind. 

I dag har jeg stemt sammen med min mor og min mand. Min mor synes, at mange på de sociale medier er urimelige i deres kommentarer. Hun siger klogt: Hvis de ikke har noget konstruktivt at sige, hvorfor tier de så ikke stille? 

Men ikke alle kan se muligheder og stille åbne spørgsmål, de taler i frustration, måske over egen situation, og det skal vi som politikere også forholde os til. Det er en del af opgaven ved at låne magten og få indflydelsen til at sætte retningen for mulighedernes Lolland. Vi har været i gang længe, og vi skal fortsætte ad vejen med vækst og arbejdspladser, tiltrækning af nye borgere, der bosætter sig og øger grundlaget for skattebetaling i Lolland Kommune. 

Der er ikke nogen anden vej.