Hvordan synes vi egentlig selv, at det går? 

Det spørgsmål kan man næsten stille sig selv dagligt. Jeg indrømmer, at der er flere dage, end der plejer at være, hvor jeg lige tager en dyb indånding, når rullegardinet flyver op om morgenen, og solen ikke engang står lavt i øst. 

Det, der optager mig, er den røde, firkantede regering. Indtil videre har jeg meget lidt godt at sige om den, men om ikke andet kan det være, at mange bliver klogere. 

Selve regeringsgrundlaget er jeg ikke så utilfreds med. Det er mere vejen til realisering. Om partierne overhovedet har tempo og fælles fodslag, og om de kan finde pengene til det, de vil. Det, vi har set indtil nu, bekymrer.

Om det så er SU’en, der skal stå for. Om det er skatten, der sniger sig ind hos helt almindelige borgere, eller om det er den øgede skævvridning, som vi har mærket på egen krop i Lolland Kommune, da Danmark knækkede over den 30. september 2026, hvor budgetaftalen for Lolland Kommune blev underskrevet. 

Lokalt har vi begrædt situationen, men vi i flertallet har taget ansvar. Regeringen har talt meget om, at sammenknækningen ikke skulle ske, men handlingen udeblev. Det var dog ikke nogen nyhed. Der har været et meget langt opløb lige siden kommunesammenlægningen. 

Her står vi så tilbage med den røde, firkantede regering. Og på den modsatte side står vi med et noget mast Venstre på trods af vores dybe rødder, store erfaring i lokal, regional og national politik og med et meget erfarent bagland. Et bagland, der måske til tider er så erfarent, at det er kørt fast. 

Dét, der optager mig, er folkeforførelsen.

Vi har set det lokalt på Lolland, hvor man ved KV25 næsten kunne stemme på Inger Støjberg, der var med i front på kandidaternes valgplakater, og hvor man kunne forstå de klare budskaber, som bare var én sætning med klingende kant. Men politikken er aldrig nået op til overfalden hos det topstyrede protestparti. 

Vi ved, hvad Danmarksdemokraterne er imod, men vi ved ikke, hvilke løsninger de vil byde ind med. Det samme ser vi fra Dansk Folkeparti. Deres ekstreme tilgang og manglende samarbejdsvilje og samfundsforståelse gør dem næsten endnu mere uhyggelige end Inger Støjbergs partisoldater. Topstyret ensretning fører sjældent noget sundt og blomstrende med sig. 

Det bekymrer mig, at så mange tiltrækkes af denne stramme ledelsesform og dermed kan undgå selv at tænke, reflektere og mærke efter. Man lader sig forføre, fordi man er bange for alt det, man ikke forstår, tænker jeg. 

I mine øjne er det hér, at den virkelige bekymring bør være. Den ekstreme højrefløj har farvet blå blok sort. Selvom jeg er borgerlig, håber jeg aldrig, at ”sort blok” kommer til magten i Danmark.

Jeg finder min ro i den mest udskældte regering i nyere tid, SVM-regeringen. Men måske var det også den mest modige regering, Danmark nogensinde har haft. Jeg tror stadig på, at de stærke langsigtede løsninger findes på den brede midte, hvor der er erfaring fra dybe rødder samt nytænkning fra kraftige, grønne skud.

Måske er jeg naiv, men jeg vil fortsætte med at trække i den retning både lokalt, regionalt og nationalt, hvor jeg kan gøre min indflydelse gældende. 

Det handler ikke om enten-eller, som fløjene gerne vil gøre det til. Det handler om både-og. Det kræver samarbejde, og at man tør række ud mod andre. Det kræver vilje og mod i stedet for den modstand og modvilje, vores samfund rummer alt for meget af.

Selvom situationen er svær at være i, er jeg stolt af at repræsentere Venstre, der har taget ansvar for budget 2027 på Lolland, og som også tager ansvar nationalt uden at være i regering. Jeg bliver aldrig medlem af et protestparti, heldigvis, og jeg opfordrer jer, der i frustration er kommet på afveje til at komme hjem. Selvom man er sur og frustreret, hjælper det ikke at fjerne sig. Det eneste, der hjælper, er at stemple ind, søge indflydelse, råde bod på og hjælpe med at trække i en bedre retning. 

Den røde regering får en endnu større magt, hvis der ikke sidder borgerlige og socialliberale partier med ved bordet. De har allerede et rødt flertal med Enhedslisten og Alternativet, og det kan i fremtiden blive ekstremt svært at drive erhverv i alle former i Danmark. Derfor er det vigtigt at sidde med ved forhandlingsbordet, da konsekvenserne ellers først går op for folk, når toget er kørt. 

Vi oplever det på Lolland, hvor staten først overvejer at kaste en redningskrans ud, når skolen er druknet. 

Vi ser det med den grønne trepart, som vi alle var så stolte af, men som nu skal strammes ekstra for at vise, at man har magten til at gøre det, i stedet for at vise respekt for landbrugets dyrkningsår. 

Det var aldrig sket med SVM-regeringen. 

Den gode løsning ligger i fremtiden. I en bred regering over midten, hvor fløjene holdes på fløjene, og hvor den sunde fornuft, samarbejdet og anstændigheden sammen med rettidighed og ansvarlighed igen bliver hverdagskost. 

Og med det billede, jeg ser for mig, kan næsten hvem som helst være statsminister. Den magt er underordnet, bare politikken er rigtig, og beslutningerne træffes, så vi kan sikre et samlet Danmark i udvikling, hvor de bærende elementer er frihed, fællesskab og fælles ansvar.

Det kan bringe Danmark i balance, så fremtiden kan formes lokalt.