I torsdags vedtog et flertal af byrådet i Lolland Kommune budgettet for 2027. Et budget med hårde prioriteringer, som skal rette op på økonomien i Lolland Kommune.
Først vil jeg derfor sende en stor ros til konstitueringens partier og en kæmpe ros til Lokallisten Lolland og løsgænger Allan Blak for at være med til at tage ansvar, trods de svære valg.
Andre har valgt at melde sig ud. At stå på sidelinjen. At lade andre om det svære arbejde.
Det er i min optik et svigt af Lolland og ikke mindst af jeres vælgere, og desværre er det en tendens, vi ser alt for meget i politik.
I lover og forsikrer vælgerne i øst og vest. I har mange bud på løsninger i valgkampen, men når det kommer til stykket, er der ingen varer på de politiske hylder. Ingen alternative løsningsforslag. Intet ansvar.
Ærligt talt: Vi har alle lyst til at melde os ud i afmagt over situationen, men det rigtige er at melde sig på banen og stemple ind. Vi skal tage det sure med det søde. Også selvom der lige nu ikke er meget sødt at smage på i Lolland Kommunes økonomi, men det er der i Lollands geografi.
Netop derfor har vi et politisk ansvar for at beholde serveretten, så der kan skabes rammer for den udvikling, der skal sikre vores fælles fremtid. Den politik har vi ført i Venstre Lolland i de 9 år, jeg har siddet i byrådet, og jeg er glad for, at det stadig er den politik, der er på dagsordenen.
Venstre Lolland fik et dårligt valg ved sidste års kommunalvalg. Vi gik fra fem til to mandater, på trods af at vi havde realistisk politik, gode kandidater og den nødvendige erfaring blandt politikerne og baglandet. Vi kendte udfordringerne i Lolland Kommune, og vi var klar til det lange seje træk for at få kommunen i balance.
Andre kandidater havde en anden plan. De lovede og lovede, og nu leverer de ikke. De tiltrak og forførte vælgere med urealistiske budskaber og manglende indsigt. Der blev lovet milde vinde og urealistiske, lokale verdensbilleder.
Det er let at lade sig forføre, når man ikke har modet til at se virkeligheden i øjnene.
Det et let at skubbe de ansvarlige partier med dybe rødder fra sig, når man kan sætte sig til bords med popsmarte politikere, der sælger politiske budskaber, der minder om livsfilosofi på toppen af gajolæskerne.
Men over tid bliver pastillerne til bitre bolsjer.
Og imens er vi nogen, der kæmper videre på Lolland. I et land, der ER knækket over, og hvor Lolland som kommune er en del af de 98, men stadig ikke må være en del af det gode selskab. Hvor Christiansborg holder skåltaler, og hvor vi andre holder for.
Det er svært at forstå, men det er hverdagen og virkeligheden.
Som så mange andre havde jeg også håbet på et større tilskud fra staten. På solidariteten mellem landets kommuner. På sammenhængen mellem land og by. Den findes ikke og ønskes åbenbart ikke. Nu kan man kun håbe, at den tomme samtale stopper, og at ord og begreber for den nye hverdag træder tydeligt frem.
Høj skat og lav service. Os, der har boet her altid, har næsten vænnet os til det. Men det hjælper ikke Lolland Kommune til at tiltrække nye borgere og få et bedre omdømme.
Hvad blev der af Danmarksdemokraternes ”guldkorn” og de lette løsninger, som de ville holde tæt på kroppen, så andre ikke tog deres ideer? Hvorfor løftede de aldrig sløret for deres plan? Hvorfor fortæller de kun, hvad de er modstandere af, og ikke hvad de har af nye økonomisk levedygtige løsninger. Ikke populistiske ”sjat-løsninger”, men et ægte budget, der hænger sammen?
Hvor er protestpartiets ansvarlighed over for vælgerne? Og især over for Lolland og øerne?
Jeg forstår ikke, at man kan være i sin egen krop og holde jordforbindelsen, når man er fyldt med så megen varm luft.
Og midt i frustrationer og mismod kan jeg så glæde mig over, at vi efter KV25 brugte tre døgn på at endevende mulighederne for Lollands næste byråd.
Glæde mig over, at vi endte med en konstituering med ansvarlige mennesker og partier.
Glæde mig over, at vi samlede midten og holdt fløjene på sidelinjen.
Ikke fordi, jeg ikke holder af samarbejde. Det gør jeg, og det vil jeg altid gøre. Men samarbejde kræver, at man byder sig til, bøjer sig mod hinanden, bærer løsninger til bordet, viser tillid og tager ansvar. Ikke at man bare tager fra kassen, som er mere end tom.
Tænk, hvis det var lykkedes at gøre det samme efter Folketingsvalget. Tænk, hvis man havde haft modet til at bygge videre på den udskældte SVM-regering, der tog ansvar, leverede reformer og viste retning. Ikke kun for Danmark, men for hele kongeriget og i EU.
Jeg bærer stadig en drøm og et håb om en bred regering over midten i mit socialliberale hjerte. Det er det eneste, der kan stabilisere Danmark som et bæredygtigt samfund i alle 98 kommuner.