Først stor tak for høringssvar til budgetprocessen på vegne af Venstre Lollands byrådsgruppe.
I Venstre Lolland har vi lagt vægt på at balancere de mange muligheder med de nødvendige tilpasninger.
Den opgave er nærmest umulig og bliver kun mere besværlig indtil vi forhåbentlig i sidste del af næste periode får en ny udligningsreform.
Det er det mest dødsyge emne at tale om, og dog fylder det så utrolig meget i det kommunalpolitiske arbejde.
Frustrationen er ikke blevet mindre efter, at mulighederne for Lolland er blevet større. Der er gang i hjulene og der løbes stærkt for at sikre, at vi griber det hele.
Men netop de mange muligheder gør også at vi må prioritere i dem. Vi kan ikke det hele på en gang og jeg har før stået her og talt om forstoppelse efter at have fået for meget op på sin tallerken.
Og netop det bliver afgørende for et nyt byråd, der skal arbejde ud fra det budget vi godkender i aften.
Et budget der har fokus på, at noget forhåbentlig kommer i mål. Jeg tænker på arbejdet omkring P-plads i Kragenæs i tilknytning til Dodekalitten. Vi har i KTM udvalget arbejdet på det i 4 år, og der vil stadig gå tid med det. Få ting er lette og ligetil i et område med gode forekomster af grundvand og store fredede områder. Med budgettet er vi stadig på vej mod en løsning.
Jeg tænker videre på en masterplan i 4970 området, hvor vi bliver nødt til at få en samtale om hvordan de to byer Rødby og Rødbyhavn skal udvikle sig, tilpasses og under alle omstændigheder gives opmærksomhed. Med de store potentialer ved Sydkysten skal vi finde en vej for de to gamle stolte byer der bliver nærmeste nabo til Rødby station og et unikt erhvervsområde. De kan ikke fortsat se ud som de gør i dag.
Med budget 2026 ser vi i Venstre Lolland også ind i en periode med konkret handling. Helt tæt på borgerne og ikke kun med det lange lys og de store visioner.
De næste 4 år kalder på handling da mange reformer banker på den kommunale hoveddør.
Der skal styr på de lokale rammer og vilkår for opstilling af energi-anlæg.
Vi ser ind i en øget elektrificering af hele varmesektoren, og det generelle forbrug af el er stigende.
Vi har en grøn trepart som vi i KTM udvalget godkendte udtagningsplanerne for i mandags og som vi glæder os til at oversende til Byrådet ved vores næste møde.
Verden omkring os går stærkt og da vi før denne periode tale om vedvarende energi og glædede os over de nye principper om læbælter, ikke bakket terræn, ikke tæt på store indfaldsveje, bare for at nævne nogle få principper, der tænkte vi at vi var på rette vej fra den politiske side.
Virkeligheden er en anden. Vi ser nu forslag på en bakke ved Holeby og ved to indfaldsveje til Nakskov. Det skal vi have en politisk samtale omkring både med hinanden, men nok især med administrationen. Og her kan den grønne trepart komme os alle til hjælp. Her vil arbejdet fra 2026 komme til at handle om mere natur og mere skov. Der bliver kamp om arealerne og det bliver et utrolig spændende arbejde som et nyt KTM udvalg skal stå i spidsen for.
Slutteligt vil jeg fokusere lidt på beredskabet der dels ligger i kommunen og dels hos LF Brandvæsen.
Ingen tvivl om at vi skal have set lidt forskellige planer efter i sømmene, men på Lolland står det ikke så galt til som det ofte italesættes i pressen. LF Brandvæsen har allerede tæt dialog med Park og Vej, de har nye partnerskaber på vej med frivillige foreninger og vi ved også at man er utrolig gode til at hjælpe hinanden når ulykken rammer. Vi har set det når landmænd og virksomheder træder til og hjælper ved digerne på Sydkysten.
Denne hjælpsomhed og tværgående samfundsforståelse, kan ende med at være vores aller største aktiv i Lolland Kommune. Den bygges nedefra og den støttes at alles vilje til at ville hinanden på kryds og tværs. Det handler ikke om enten-eller, det bygger på både-og.
Jeg glæder mig til at se hvordan idrætsforeninger der har stor erfaring med indkvartering af mange mennsker ved stævner m.v. kan blive en aktiv medspiller hvis Beredskabet får behov for hurtig indkvartering ved en oversvømmelse eller anden naturskabt hændelse.
Hvis vi ser bort fra de kedelige tal – så lyser mulighederne op på Lolland, og med en fokuseret politisk retning, hvor de valgte fyrtårn viser os vejen, er jeg overbevist om at det byråd der kommer til at sidde efter os, vil vise samme ansvarlighed og samarbejdsevne som vi har oplevet de seneste 4 år.
Stor tak for et godt arbejde med budget 2026 til alle partier og lister der står bag.
Og så til enhedslisten:
Jeg har tidligere skrevet det i en kronik og jeg siger det igen i dag.
I har min dybeste respekt for jeres ihærdighed og jeres tilgang til det i tror på. I har altid konkrete forslag og selv om vi sjældent er enig, så har det værdi for mig, at lytte til jeres perspektiver. I er ikke bare i mod. I har altid et bud på hvad det er vi hellere skal, set fra jeres perspektiv. Der er mange der vil noget andet uden at kunne sætte en retning. Det kommer hurtigt til at klinge hult. Det gør jeres forslag sjældent, men politisk enige i retning eller prioritet, der er vi for lagt fra hinanden.
På venstres vegne kan vi ikke stemme for forslagene fra Enhedslisten, men vi ser frem til, at der arbejdes ud fra det budgetforslag, der ligger for 2026 med de tre indstillingspunkter i sagen, som Venstres byrådsgruppe tiltræder og stemmer for.
Og så et godt råd som vi I venstre gerne deler:
SMIL – BLIV STÅENDE – LIGN EN VINDER 🙂
Tak for ordet.